سيدنا محمد

Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye
i sine arme. Derpa bragte han barnet tilbage til Amina.
Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmaltid.
Hele Quraish-stammen var indbudt. "Hvilket navn vil du give barnet",
blev han spurgt. "Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", var
svaret. "Men hvorfor dette usaedvanlige navn?" blev gaesterne ved
med at sporge. "Ingen anden i din slaegt har tidligere baret dette
navn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg,
men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg onsker
at jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans aere."
Saledes fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dette
navn blev givet ham af englen. Bedstefaren benaevnte ham
Muhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blive
menneskehedens storste velgorer, og skulle befri menneskenes sjaele
fra alle laenker. Han skulle gore sig fortjent til evig taknemmelighed og
lovprisning. Og han skulle ogsa vise verden Allahs storhed, som ingen
anden for eller siden havde vaeret i stand til det.
Barndom
Selv i denne fjerne tid, var Mekka en temmelig stor by, hvor der
boede alt for mange mennesker. Byens velstaende indbyggere ansa
ikke Mekka for et godt sted for de opvoksende born, at vaere. De
plejede derfor, nar deres nyfodte var omkring en uge gamle, at sende
dem ud pa landet, hvor de blev opdraget af ammer. Den friske luft, og
de frie omgivelser i orkenen var til livslang glaede for bornene. De blev
staerke og frygtlose, og de tillagde sig landboernes rene sprog. Som
vanligt kom ammerne til Mekka, for at se efter born, og naturligt
onskede enhver af dem, born fra de rigeste foraeldre. Rige foraeldre
betod stor belonning. Pa denne made vandrede ammerne fra hus til
hus, for at finde, hvad de onskede. I blandt ammerne var ogsa Halima
Saadia. Hun vandrede gade op og gade ned men indtil nu havde
hendes sogen vaeret forgaeves, og efterhanden troede hun, at hun
skulle vende tomhaendet hjem igen.
Halimas mand, Harith, havde fulgt hende ind til byen. En dag kom hun
tilbage til deres herberge, endnu mere traet og opgivende end ellers.
"Hvad er der galt, kone?",
spurgte han. "Er der ingen born, som vi kan tage med os hjem?".
Halima svarede: "Jeg ved naesten ikke hvad jeg skal sige. Der er kun
et faderlost barn tilbage. Hans stralende udseende vil erobre dit
hjerte, men du kan ikke vaere sikker pa hvad resultatet vil blive, af
dine anstrengelser".